Rotte fanget: Føtex-butik åbnet igen

Tre dages mareridt er slut i Føtex i Ikast som genåbnede til morgen

En enlig rotte havde gemt sig i en væg i Føtex i Ikast og lukkede butikken i flere dage
En enlig rotte havde gemt sig i en væg i Føtex i Ikast og lukkede butikken i flere dage
Foto: Colourbox

Medarbejderne hos Føtex i Ikast kunne i dag ånde lettet op. En enlig rotte, som har været på spil i varehuset, blev fanget og aflivet i går.

Dermed sluttede tre dages mareridt, som har sat butikken på den anden ende fortæller Regionschef Henrik Nissen fra Føtex. Han har selv deltaget i jagten på den lille gnaver.

- Det har været en hårdt psykisk belastning. Vi har alle sammen gerne ville løse problemet og har knoklet i døgndrift for atter at kunne åbne og betjene vores kunder, siger Henrik Nissen.

Skadedyrbekæmpere fra Mortalin har stået for den professionelle del af rottejagten, der altså gav pote i går, Rotten blev lokaliseret til en væg i varehuset, som måtte brydes ned inden dyret kunne fanges.

- Heldigvis var der kun en enkelt rotte. Det er formentlig en strejfer, der er kommet ind i butikken via varemodtagelsen eller en åben dør, konkluderer Henrik Nissen.

Alligevel har angrebet fået store konsekvenser for Føtex I Ikast. Henrik Nissen oplyser, at fødevarer for flere hundrede tusinde kroner er blevet kasseret.

- Det er rigtig mange fødevarer vi har smidt ud og det er træls. Men der er ingen vej udenom, når vi taler sikkerhed, siger Regionschefen. 

Varehuset i centrum af Ikast er desuden blevet desinficeret fra A til Z. Desuden er bygningerne gennemgået af håndværkerefor at sikre, at der ikke er revner eller sprækker i konstruktionen, som andre rotter kan smutte ind af.

Regionschef Henrik Nissen har været ansat i Dansk Supermarked og Føtex i mange år, men har aldrig oplevet en lignende situation.

- Heldigvis sker den slags sjældent, og jeg håber aldrig jeg bliver udsat for det igen, siger en lettet regionschef, der her til morgen bød kunderne indenfor med kaffe og rundstykker.