Ross Engineering frygter ikke sag, tværtimod.

Geotermisagen fra Kvols ender i retssag. Ross Engineering ser frem til sagen.

Ross-Engineering_0.jpg

Ross Engineering oplyser til TV MIDTVEST, at de endnu ikke har modtaget noget konkret krav fra Energi Viborg, som bebuder en retssag. Men firmaet, som har stået bag boringerne i Kvols, tager den udmelding helt roligt.

- Faktisk ser vi frem til, at geotermisagen bliver undersøgt ordentligt af rigtige eksperter på baggrund af det virkelige hændelsesforløb, siger direktør Lars Andersen til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Det vil være godt for geotermiens fremtid i Danmark at få taget stilling til Energi Viborgs ansvar som rettighedshaver og operatør i sagen. Desværre kommer sagen til at betyde, at forbrugerne kommer til at betale. Ross Engineering har gjort sit arbejde uden kritik undervejs og løbende fået sin betaling. Vi frygter derfor ikke nogen sag, slutter Lars Andersen.

TV MIDTVEST kunne onsdag fortælle, at sagen fra Kvols får et nyt kapitel, da Energi Viborg Kraftvarme har besluttet at rejse et krav på 10 millioner kroner mod den tidligere leverandør Ross Engineering.