Roskildesyge stadig i udbrud: 21 patienter nu isoleret

En afdeling på Regionshospitalet i Herning har nu lukket for nye patienter på grund af Roskildesyge.

Roskildesyge er betegnelsen for en virusinfektion, der både giver diarré og opkast. Foto: TV MIDTVEST arkiv

Et usædvanligt voldsomt udbrud af Roskildesyge florerer netop nu på den medicinske afdeling på Regionshospitalet i Herning.

- I øjeblikket er 21 patienter isoleret, oplyser kommunikationschef Finn Møller fra Hospitalsenheden Vest til TV MIDTVEST.

Fredag kunne aoh.dk oplyse, at også 11 sygeplejersker har symptomer på den smitsomme sygdom.

- Det er sjældent, vi har så voldsomt et udbrud som dette. Vi håber, det kan være overstået i løbet af weekenden, men det bekymrer mig lidt, at vi har fået et nyt udbrud hos en patient i dag, sagde oversygeplejerske Bodil Overgaard fredag til aoh.dk.

Strandede patienter

Kommunikationschef, Finn Møller, oplyser lørdag til TV MIDTVEST, at otte patienter er strandet i akutmodtagelsen på grund af, at den medicinske afdeling har lukket for tilgang af nye patienter. 

Læs også Sygehus ramt af Roskildesyge

- Det går nok, beroliger han.

Men situationen lægger dog pres på andre afdelinger.

- I Holstebro har medicinsk afdeling måttet låne senge fra andre afdelinger for at klare det øgede pres, der er opstået, nu hvor Herning har lukket for nye patienter, fortæller oversygeplejerske, Bodil Overgaard, lørdag til TV MIDTVEST. 

Mangler sygeplejersker

Hun tilføjer, at det også giver udfordringer, at man står og mangler de 11 smittede sygeplejersker.

- Vikarbureauerne kan ikke skaffe flere, siger Bodil Overgaard.

Lørdag ved middagstid foretager hygiejnesygeplejersken en ny status på situationen. Det vides endnu ikke, hvordan Roskildesygen har fundet vej til hospitalet. Undersøgelser har dog vist, at det ikke er maden, der har overført sygdommen.

Roskildesyge - eller omgangssyge som det også kaldes - er betegnelsen for en virusinfektion, der både giver diarré og opkast. Ifølge sundhed.dk er infektionen for de flestes tilfælde helt ufarlig og vil gå over i løbet af tre til syv dage, men det kan være mere alvorligt for medicinske patienter, der ofte er svækkede i forvejen.