Rose Poultry solgt til finsk selskab

Fjerkræ-koncernen kommer på udenlandske hænder - en styrkelse af virksomheden, siger direktøren.

Fjerkræslagteriet Rose Poultry med hovedsæde i Vinderup kommer nu på udenlandske hænder.

Slagteriets ejere har torsdag indgået en aftale med den finske fødevarekoncern, HK Scan, der i løbet af efteråret overtager den fulde aktiekapital, hvis handlen bliver godkendt af konkurrencemyndighederne.

- Jeg betragter det som en styrkelse af en i forvejen stærk virksomhed, siger Rose Poultrys administrerende direktør Per V. Møller til TV/Midt-Vest. Han afviser dermed, at selskabets ejere har besluttet at sælge af nød.

Præcist hvad salget kommer til at betyde for slagteriets afdelinger, er ifølge Per V. Møller stadig usikkert. Men han er overbevist om, at HK Scan køber for at styrke og udvikle slagteriet.

Overtager også gæld

HK Scan overtager aktierne for 178 millioner kroner - og så overtager det finske selskab også en gæld på 350 millioner.

Rose Poultry har cirka 1000 medarbejdere på tre fabrikker i Danmark  (Vinderup, Brovst og Padborg) og omsatte sidste år for 1,6 milliarder kroner.

HK Scan beskrives som en af Nordeuropas førende fødevarekoncerner med hjemmemarkeder i Finland, Sverige, Baltikum og Polen.

Rose Poultry har indtil nu været ejet af Pedersen-familien fra Vinderup med 54 procent, familien Løth fra Skovsgaard Fjerkræslagteri med 36 procent og Hedegaard A/S med 10 procent.