Ronnie Schwartz scorer hattrick i målrig uafgjort

Ronnie Schwartz scorede hattrick, men det var ikke nok for Silkeborg, som måtte nøjes med 3-3 mod Sønderjyske.

Ronnie Schwartz
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Silkeborg-angriberen Ronnie Schwartz viste, at han fortsat har næse for mål, da han med et hattrick sikrede Silkeborg IF ét point mod Sønderjyske.

Tidligt søndag eftermiddag blev det til tre scoringer for sidste sæsons topscorer i NordicBet-ligaen, men Sønderjyske viste også skarphed foran mål, og det endte derfor 3-3 i Silkeborg.

Med det ene point kravler Silkeborg - i mindst to timer - op på 13.-pladsen med to point efter seks kampe, mens Sønderjyske er på femtepladsen med ni point.

Sønderjyske havde bolden mest og havde også flest afslutninger i første halvleg, men Silkeborg skabte større chancer end sønderjyderne.

Det gav pote efter 20 minutter, da Ronnie Schwartz scorede til 1-0. Angriberen stod fri ved bageste stolpe efter et hjørnespark, og her havde han ingen problemer med at heade bolden i mål.

Sønderjyske havde fortsat problemer med at skabe de helt store målchancer, og gæsterne skulle være glade for at gå til pause og kun være bagud 0-1.

Masser af mål i 2. halvleg

Silkeborg havde før kampen lukket 14 mål ind i de første fem kampe - flest af alle i Superligaen.

Blot to minutter inde i anden halvleg blev det til det 15. indkasserede mål i sæsonen, da Sønderjyske angriberen Mart Lieder udlignede til 1-1.

Ronnie Schwartz var dog ikke færdig med at gøre livet surt for sønderjyderne. Efter 56 minutter sendte han nemlig en flad afslutning i netmaskerne til stillingen 2-1.

Sønderjyske gav dog ikke op, og tyve minutter inde i anden halvleg førte gæsterne pludselig 3-2 efter to hurtige mål af Marco Rojas og Mart Lieder.

Silkeborgs enmandshær i form af Ronnie Schwartz ville det dog anderledes, og han fuldendte sit hattrick efter 82 minutter, da han scorede til slutstillingen 3-3.

/ritzau/