Romaer på spil igen

Tricktyve på spil i Ringkøbing-Skjern Kommune. Politiet formoder, at der er tale om romaer.

121214TyvBillede.jpg

Så er den gal igen. Det er ikke længe siden, at politiet sidst advarede mod tricktyveri. Politiet i Ringkøbing har i løbet af ugen modtaget fire meldinger. 

- Vi bøvler en del med tricktyveri, og det er formentlig romaer, der er tale om, siger vagtchef Kjeld Nedergaard. 

I ugens fire tilfælde er der tale om tyve, der forsøger at købe en billig genstand med en 1000 kroner seddel. Når tyvene så får penge tilbage, vil de hellere have det i euro, og under alt forvirring, slipper tyvene afsted med at snyde de sælgende for 500 kroner.

- Vi opfordrer de sælgende til at være rigtig opmærksomme. Hellere miste en handel til 15 kroner i stedet for en 500 kroner seddel, siger Kjeld Nedergaard. 

Fire geografisk spredte tilfælde

Politiet i Ringkøbing mener, at det er én flok romaer, der huserer rundt i kommunen i øjeblikket. Det er både kvinder og mænd, og de er særdeles velklædte og mørklødede i huden. 

I den her uge er det gået ud over Dyrehospitalet og butikken Kunst og Design i Skjern, Spar-købmanden i Hvide Sande og butikken Egen-Art i Ringkøbing. 

- Vi vil gerne have, at de sælgende, som opdager et tricktyveri, tjekker køretøjet, de kører i, og derefter kontakter os på 114, siger vagtchefen.