Rolig morgen trods snevejr

Selvom weekenden har givet meget sne i Midt- og Vestjylland, har mandag morgen været en forholdsvis rolig dag hos Politiet og Falck

Bil_i_snevejr.jpg

- Folk kører langsomt og fornuftigt. Der har været nogle få uheld men ingen voldsomme personskader, fortæller vagthavende Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Fire færdselsuheld

Politiet har været kaldt ud til fire færdselsuheld i landsdelen mandag morgen, hvor glat føre var skyld i uheldet.

Det første uheld skete klokken 6.40 på Oddesundvej ved Hurup, hvor en mand mistede herredømmet over sin bil, og bilen begyndte at rulle rundt. Manden blev kørt til scanning på Thisted Sygehus, men har ikke fået nogle alvorlige skader.

Andet uheld var klokken 7.04 på Holstebrovej i Haaning ved Skjern, hvor en bil ligeledes rullede rundt og landede på taget. Ingen personer kom til skade.

Tredje uheld var klokken 7.17 på Holstebrovej ved Spjald, hvor to biler kørte sammen. Begge biler var på vej i nordlig retning, men da den ene ville svinge til venstre, kørte den anden bil ind i vedkommende.

Fjerde uheld var klokken 9.03 på Klinkhøjvej ved Brande, hvor en bil trillede rundt og landede på taget. En person slog ryggen.

Travl morgen hos Falck

Falck har haft en travl morgen, men ikke mere, end man kunne forvente.

- Vi har kaldt ekstra mandskab ind, og der har også været mange sager. Men vejret taget i betragtning, har det været roligt, fortæller vagtcentraleder Torben Skovgaard.

Falck har mandag morgen været ude til 48 bugseringer, 12 fritrækninger og 40 starthjælpaktioner i Midt- og Vestjylland.