Røvere med klovnemasker truer mor med barnevogn

To røvere med klovnemasker truer ung mor med barnevogn til at udlevere dankort. De var bevæbnet med en kølle og satte ild på barnevognens myggenet.

Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

To røvere har tirsdag eftermiddag truet en ung mor til at udlevere sit dankort ved en børnehave i det vestlige Holstebro. Røverne var bevæbnet med en kølle og en lighter, som den ene gerningsmand brugte til at sætte ild til barnevognens myggenet.

Barnet led i følge politiet ingen skade under røveriet. 

- Vi er til stede med flere patruljer i området, som er i gang med at rundére. Vi vil meget gerne i kontakt med eventuelle vidner, der kan have set de to gerningsmænd på vej til eller fra gerningsstedet, siger Bjarne Askholm der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet søger i området med hundepatruljer Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

 Politiet efterlyser de to røvere, der beskrives som unge mænd i alderen 18-20 år. Begge iført sort tøj. Trøjer med hætte og altså klovnemasker. 

- Det er ikke meget at gå efter lige nu. Vi er selvfølgelig i gang med at afhøre moderen, siger Bjarne Askholm. 

Røveriet skete her ved Børnehaven Måbjerghus på en grussti. Røverne flygtede i sydlig retning og videre ad Wagnersvej.

Politiet vil gerne høre fra vidner på telefon 114.