Rømer forlader Viborg FF

Til januar skifter midtbanespilleren Marcel Rømer Viborg FF ud med SønderjyskE.

Fra 1. januar siger Viborg FF farvel til den 24-årige midtbanespiller Marcel Rømer. Han fortsætter karrieren hos superligarivalen SønderjyskE, hvor han har fået en kontrakt frem til sommeren 2018.

- Det handler om jagten på spilletid, og der er ikke noget dramatisk over det. De sidste 10 kampe er der ikke blevet kigget min vej, og det er jeg blevet lidt frustreret over, siger Marcel Rømer om årsagen til skiftet.

Midtbanespilleren har fået lov til at skifte klub transferfrit, selvom hans kontrakt med Viborg FF først udløber til sommer.

- Han har selvfølgelig været i periferien af startopstillingen sammen med en gruppe, hvor blandt andet Mathias Wichmann også er. Vi har lavet den vurdering, at det ikke ville være sundt at have Marcel gående, hvis han er utilfreds med sin status i truppen. Det er derfor, vi har truffet beslutningen om at lade ham gå, siger Ole Nielsen.

Selv har Rømer været glad for sin tid i Viborg.

-Jeg har været vildt glad for min tid i Viborg, og min familie har haft det fantastisk i byen. Det har været nogle rigtig gode år, men jeg føler, at jeg har nået en alder, hvor jeg bør spille mere. SønderjyskE har vist interesse for mig, og det ser jeg som en god mulighed. Viborg har været meget fair i hele forløbet, og jeg ønsker alle i klubben held og lykke med sæsonen, siger han.

Rømer kom til Viborg FF i sommeren 2013 fra HB Køge, og nåede i alt 63 optrædener i den grønne trøje.