Røgskader efter brand i køkken – en person sendt til tjek for røgforgiftning

Ingen personer kom noget alvorligt til i forbindelse med en køkkenbrand i Herning fredag aften. En af husets beboere er dog sendt til tjek for røgforgiftning for en sikkerheds skyld.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Beboere i en villa på Vinkelgade i centrum af Herning fik sig fredag aften en ubehagelig overraskelse, da der pludselig var ild i deres køkken.

Det fortæller indsatsleder hos Brand & Redning Midtvest, Michael Jacobsen, der samtidig oplyser, at røgen tydeligt kunne ses fra vejen, da brandvæsnet ankom.

- Der var en del røg fra køkkenet. Det er formentlig en kortslutning fra ovnen, som har sat ild i et køkkenskab og en del af loftet.

- Så det er ikke en glemt stegepande eller noget. Det tyder på, det er noget elektrisk af en art, der har forårsaget branden, forklarer indsatslederen.

Brandtekniske undersøgelser skal nu slå fast, hvorvidt det var tilfældet.

Huset skadet af røg – en person kørt til tjek

Branden, der blev anmeldt klokken 18.47, har givet både røg-, sod- og vandskader i huset, mens en af beboerne er blevet kørt til tjek for røgforgiftning på skadestuen.

- Det er bare for at være på den sikre side, lyder det fra Michael Jacobsen.

Brandvæsnet fik hurtigt styr på situationen, og efterslukningsarbejdet er nu overstået.

- Vi har koblet ovnen fra og fjernet den fra køkkenet. Så vores opgave er løst nu, siger indsatslederen.