Røde partier vil mindske forurening efter fiskedød i søer

80 tons fisk er døde af voldsomt iltsvind efter et skybrud. Næringsrigt vand er årsagen, viser rapport.

Iltsvind har blandet andet slået tusindvis af fisk ihjel ved Skjern Å.
Iltsvind har blandet andet slået tusindvis af fisk ihjel ved Skjern Å.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Jyllands næststørste sø, Filsø, er blevet ramt af en decideret miljøkatastrofe.

80 tons fisk er døde, efter at et voldsomt skybrud i slutningen af juli har ført næringsrigt vand ud i søen og forårsaget voldsomt iltsvind.

Både Socialdemokratiet og SF ønsker politisk handling.

- Det er frygteligt nedslående at se fisk, der ligger med bugen i vejret ude i vejret og skyllet op på stranden. Det er en sø, der er død for fiskeliv, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S).

- Noget af det, vi kan gøre politisk, er at være mere forsigtige omkring vores sårbare vandmiljø, siger han.

Landmænd skal have jord i bytte

Konkret foreslår Socialdemokratiet, at de landbrugsjorde, der ligger tæt på søer som Filsø, tages ud af drift. I stedet skal landmanden have et andet og bedre beliggende stykke jord i bytte, lyder forslaget.

SF mener, at landbrugspakken, der regulerer landbrugets udledning af kvælstof, skal helt skrottes.

- Vi er nødt til at indføre de nødvendige reduktioner af kvælstofudledningen med det samme, og ikke skubbe det til 2021. Landbrugspakken udskyder problemerne og lader dem vokse, skriver miljøordfører Trine Torp (SF) i en kommentar.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil først læse den rapport fra Københavns Universitet, der har dokumenteret hændelsen, før han tager stilling til, om der skal gøres noget.

- Det er meget voldsomt, at 80 tons fisk er døde som følge af iltsvind i Filsø, og det er desværre et eksempel på en dansk sommer, der har budt på ekstremer, udtaler han i en i en skriftlig kommentar.

Også Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening, der repræsenterer landmænd i området, mener, at forskningsresultaterne skal granskes, inden man drager konklusioner i forhold til landbrugets rolle.

- En miljøkatastrofe er noget af det mest forfærdelige, der kan ske, men vi skal ikke tage nogle forhastede beslutninger, siger han.

Formanden påpeger i øvrigt, at flere landbrug nær søen er økologiske eller ekstensivt drevet. Sidstnævnte betyder blandt andet, at brugen af gødning er begrænset.

Spørgsmål: Forskere siger, at det er næringsstoffer fra nærliggende marker, der er blevet ledt ned i søen på grund af et skybrud i juli. Er der ikke sandhed i det?

- Jeg kan ikke sige, om det er sandheden. Så langt er vi ikke i det endnu. Jeg forholder mig til det, jeg har fået at vide fra mine kolleger deroppe, og det er, at det er ekstensivt drevet, og at der er meget langsom udskiftning af vandet i de søer.

- Så kommer vandet til at stå stille, og der har jo været ekstrem varme. Jeg ville ikke tage nogen beslutninger endnu.Jyllands næststørste sø, Filsø, er blevet ramt af en decideret miljøkatastrofe.