Røde partier vil have landbrugspakken genåbnet

Regeringen har håndteret landbrugspolitikken som et stykke vådt håndsæbe, siger socialdemokraten Simon Kollerup.

160211svin.jpg

Landbrugspakken har levet en ombrust tilværelse. Den har skabt splid i blå blok, væltet en minister og fået massiv kritik af forskere og oppositionen.
    
Torsdag aften meddelte Miljø- og Fødevareministeriet, at man retter i pakken i "en fælles forståelse" med EU. Kommissionen har nemlig været bekymret for, om pakken vil leve op til EU-regler om miljøbeskyttelse.
    
Den seneste udvikling i sagen glæder selvsagt Socialdemokratiet og Enhedslisten, der har været blandt landbrugspakkens højlydte kritikere.
    
- Regeringen har håndteret landbrugspolitikken som et stykke vådt håndsæbe, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S).
    
Han opfordrer regeringen til at bruge de igangværende forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag til at genåbne landbrugspakken.
    
- De har krampagtigt forsøgt at fastholde de initiativer, som skader miljøet, men nu har regeringen tabt det hele på gulvet, og landmændene kan bare se måbende til fra sidelinjen, siger Simon Kollerup i en pressemeddelelse.
    
- Der er brug for ro og tryghed om landbrugets og miljøets fremtid. Det er skandaløst, at det borgerlige-liberale Danmark kan misrøgte både miljøet og landbruget i en sådan grad, at det er helt ubegribeligt.
    
Hos Enhedslisten glæder miljø- og landbrugsordfører Maria Reumert Gjerding sig over, at "miljøet og naturen nu får en større beskyttelse". Hun er enig med Socialdemokratiet i, at landbrugspakken nu må genåbnes.
    
- Det er helt tydeligt, at EU deler vores opfattelse: At landbrugspakken medfører en helt uacceptabelt forurening af miljøet. Nu er regeringen blevet tvunget til at indføre en lang række miljøtiltag for at kompensere.
    
- Det er et skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. Landbrugspakken medfører stadig en stor forurening, siger Maria Reumert Gjerding.
    
/ritzau/