Rødding og æblet er vokset sammen

Rødding havde som mål at plante 15.000 æbletræer inden 2017 og gøre æblet til byens kendetegn. Det mål er delvis nået.

Æbler røde
Foto: Scanpix / Mikkel Møller Jørgensen

Projektet "Rødding - æblets by i Salling", havde som mål at plante 15.000 æbletræer inden 2017 og gøre æblet til byens kendetegn.

Det er nu 10 år siden projektet blev sat i gang, og i dag er det kun blevet til lidt over 5.000 æbletræer. Men bestyrelsesformand i Æblets By, Jakob Fløe Nielsen, tøver ikke med at kalde satsningen for en succes. Det oplyser DR Midt & Vest.
    
- Vi synes selv, at vi er kommet langt. Der er mange mennesker, der siger Rødding, nå ja, det er der, hvor I har æbler. Det er sådan set stort allerede, siger Jakob Fløe Nielsen til DR P4 Midt & Vest.
    
Selv om Rødding rent numerisk ikke har nået målet om de 15.000 æbletræer, har byen gjort en masse erfaringer med æblet.
    
- Det er ikke tallet, der er afgørende. Det er afgørende, at æbletræer og Rødding er noget, der er vokset sammen og hører sammen, siger Jakob Fløe Nielsen - og tilføjer, at det vælter med æbler i den lille by:
    
- Der er flere æbler end Røddingboerne kan spise, og der kommer mange, mange flere.