Rocker tiltalt for afbrænding af politibiler

En 35-årig mand med relation til Hells Angels skal for retten i Viborg tiltalt for at sætte ild til seks politibiler og et garageanlæg i Silkeborg. Det skriver tv2.dk.

politibilbrand2-200712.jpg

En 35-årig Hells Angels-rocker er blevet tiltalt for brandstiftelse rettet mod ordensmagten. Ifølge anklageskriftet er han identisk med den mand, som den 20. juli 2012 omkring kl. 00.30 stak ild på et af Silkeborg Politis garage, hvori der stod seks politibiler. Både biler og garage brændte ud.

- Det er vores egen efterforskning, der har ført os på sporet af manden, siger Bent Riber Nielsen, Midt- og Vestjylland Politi til tv2.dk.

Del af større narkosag

Afbrændingssagen er ifølge Task Force Vest en del af en større narkosag, som den særlige enhed nu mener at have optrevlet. Den 35-årige HA-rocker er tiltalt for to gange at have været med til at overdrage eller deltaget i indsmugling af i alt 5,1 kilo amfetamin i løbet af 2013. De to narkosager fordeler sig på 1063 gram i den ene sag og 4073 gram amfetamin i den anden. Indsmuglingen skulle være sket i samarbejde med folk fra Black Cobra og Bandidos.