Rocker-besøg i Viborg

Rockere fra Hells Angels kan være på vej til at slå sig ned i Viborg-området.

I løbet af ugen er HA-talsmanden Jørgen "Jønke" Nielsen og et følge af andre HA'ere set flere gang i og omkring Viborg blandt andet i Viborg midtby og i Ørum øst for Viborg.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad lørdag var Jønkes chauffør, der tidligere har boet i Viborg, med bl.a. i Ørum i tirsdags. Lokalpolitiet i Viborg bekræfter, at stråmænd har forsøgt at leje en landejendom mellem Ørum og Vinge.

Politiet har advaret ejeren om, hvem lejerne kan blive. Ifølge avisens oplysninger kan Hells Angels være ude på at lave et nyt chapter - altså en rockerborg.