Rock i Ringkøbing forventer et lille overskud

Det kraftige blæsevejr betød, at festivalen var tæt på at blive aflyst, men arrangørerne valgte at gennemføre med enkelte pauser undervejs.

The Minds of 99 var sidste navn på scenen til Rock i Ringkøbing.
The Minds of 99 var sidste navn på scenen til Rock i Ringkøbing.
Foto: Privat

Sidste år var Rock i Ringkøbing truet af konkurs.

Lørdag var den vestjyske endags festival tilbage igen, og selv om vejret bød på store udfordringer, var det en gruppe tilfredse arrangører, der kunne gøre status dagen derpå.

- På trods af de værste vejr, vi har haft til Rock i Ringkøbing de 19 år, vi har lavet det, regner vi med at komme ud med et mindre overskud. Det er helt fantastisk, siger festivalens formand, Jens Hebroe.

Han fortæller, at der var omkring 3600 gæster inde på pladsen, og det er han godt tilfreds med. Derfor tør han også allerede nu love, at der også kommer en festival til næste år.

Men det var faktisk tæt på, at årets festival blev en kortvarig en af slagsen.

- Omkring klokken 18 blæste det 23 sekundmeter i taget af scenen, og der var vi meget, meget tæt på at måtte aflyse resten af dagen. Men lidt besindighed og tålmodighed gennemførte vi. Folk blev og var gode til at bakke op. De sad i teltene og hyggede sig, og de fik også lidt øl, kan jeg sige, lyder det fra formanden.

1:07
I dag var det tid til oprydning og status oven på årets festival, der nær var blevet aflyst