Robotter skaber arbejdspladser

Flere danske virksomheder begynder at insource egen produktion tilbage til Danmark, fordi robotter kan klare mange opgaver. (ARKIVFOTO)

Industri robot_0.jpg

Multicut i Vildbjerg er et eksempel på en dansk virksomhed, der begynder at insource produktionen af egne varer.

Med et nyt pladeskær og nye svejserobotter kan Multicut trække noget af produktionen hjem fra Litauen til fabrikshallen i Vildbjerg.

- Svejserobotterne giver os mulighed for at være konkurrencedygtige, men det bliver ikke en menneskeløs produktion, siger Bent Åge Madsen til Jern & Maskinindustrien.

Multicut har ansat tre svejsere, der skal arbejde med de nye robotter.

- De er på uddannelse i, hvordan man bruger robotterne lige nu. På sigt skal vi have flere folk, siger Bent Åge Madsen.

For selvom lønningerne er lavere til de 25 medarbejdere, der fortsat skal producere i Litauen, kan det svare sig at på ny at begynde produktionen hjemme i Vildbjerg.

- Det er simpel kalkulation, der viser, at det kan betale sig at producere her, siger Bent Åge Madsen.

Flere virksomheder

Dansk Metal har lavet en undersøgelse, der viser, at hver fjerde, 25,9 procent, af fagforeningens industritillidsmænd inden for de sidste 12 måneder har oplevet, at virksomheden har flyttet produktionen hjem fra udlandet til Danmark.

Det er et billede, som professor Jan Stentoft på Syddansk Universitet kan genkende. Han forsker i in- og outsourcing, og mener, at det er ny teknologi, der får virksomhederne til at insource til Danmark.

- For robotterne kan lige så godt køre i Danmark som Letland eller Kina. Det giver virksomhederne mere fleksibilitet, fordi man nemmere kan kontrollere kvalitet og leveringstid. Man bliver mindre sårbar over for leverancer ude fra, siger Jan Stentoft.