Robotter på sygehusgangene

En robot kører som et testforsøg rundt i kælderen på Regionshospitalet i Herning. I fremtiden skal cirka 20 køre rundt på det nye sygehus i Gødstrup,

robot
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Banen er tapet op i kælderen på Regionshospitalet i Herning, så den selvkørende AGV-robot kan finde vej.Den selvkørende robot er en del af et forsøg i maj og juni. Robotten bliver testet for at finde ud ud af, hvordan den præcis skal bruges i fremtiden på det nye sygehus i Gødstrup.

-Den bruger vi, fordi vi gerne vil effektivisere vores sygehusvæsen.  Vi bruger dem, fordi vi kan se, der er en idé i at få en teknologisk løsning for de tunge arbejdsopgaver, vi går og bakser med, fortæller Jens Peter Østergaard, der er driftschef.

 

Så længe der er strøm på batteriet, kører robotten frem og tilbage mellem varemodtagelsen og den medicinske afdeling.Thomas Kirketerp, der er tekniker på Hospitalsenhed Vest, forklarer hvordan Robotten navigerer ved hjælp af laser.

- Laseren reflekterer strålerne fra de reflekser, der sidder oppe på robotten, og derved regner den sin position ud, siger han.

 

Planen er, at omkring tyve robotter i fremtiden skal klare alle tunge arbejdsopgaver på det nye sygehus i Gødstrup.

- Vi har en forventning om, at vi kan bruge dem til at køre næsten alt det tunge udstyr det vil sige sterilvarer, depotvarer, madvogne og så videre, siger Jens Peter Østergaard.

 

Robotten er nøje programmeret til at køre præcis, hvor den skal.

- Den kører på samme punkt hver gang inden for 5 mm nøjagtighed, siger Thomas Kirketerp.

 

På sygehuset i Gødstrup er der krav om at ting effektiviseres. Det skal robotterne hjælpe med, og driftschefen mener, at det kan komme patienterne til gode.

- På den måde kan vi få sygeplejerskerne tættere på patienten hele tiden, altså ved at vi putter nogle opgaver på logistikpersonalet, som er anderledes and bare køre rundt med ting nede i kælderen, lyder det fra Jens Peter Østergaard.

 

I dag bliver robotten hjulpet på vej af teknikere for at drage erfaringer, men på Gødstrup bliver den selvkørende.

- Den skal kunne køre cirka seks timer på en fuld tank, men den er designet sådan, at hver gang, den ikke har nogen ordre, den skal køre med, så kører den hen og lader, forklarer Thomas Kirketerp.

 

Samme type robotter bliver brugt på sygehuse i Norge. Hver robot koster omkring 750.000 kroner.