Risiko for ny oversvømmelse i Holstebro

Vandstanden i Storåen i Holstebro er høj og forventes at stige yderligere i de kommende døgn. Dermed kan en ny oversvømmelse være på vej.

Oversvømmelse 1

Vandstanden på målestationerne omkring Holstebro stiger stadig på grund af de store mængder regn. Det betyder, at Storåen endnu en gang kan gå over sine bredder. Det skriver Holstebro Kommune på sin hjemmeside.

Vejrudsigten siger, at der i de kommende dage vil komme en del regn til området, og det kan lægge pres på de vandløb, der leder ud i Storåen.

Derfor varsler kommunen om forhøjet vandstand i åen fra og med i dag og frem til på tirsdag d. 29. december.

Ifølge kommunen er regnmængden dog mindre end den, der medførte store oversvømmelser på Balletskolen, Hotel Royal, musikteatret og diskotek Buddy Holly i midtbyen d. 7. december.

Dermed formoder kommunen, at vandstanden ikke vil stige på samme måde igen, men det er endnu for tidligt at sige noget med sikkerhed.