Risikerer forvaring for dødsvold

Statsadvokaten vurderer, at en 38-årig mand er for farlig til en almindelig fængselsstraf.

161012_Handbjerg.jpg

En 38-årig mand risikerer at få en tidsubestemt forvaringsdom, hvis han bliver dømt for vold med døden til følge i en sag fra Handbjerg ved Struer.

Statsadvokaten vurderer, at den 38-årige er så farlig, at han bør idømmes forvaring, skriver Ritzau. I modsætning til en almindelig fængselsstraf er forvaring tidsubestemt, og den dømte kan først løslades, når både lægerne og en dommer vurderer, at det er forsvarligt.

Ud over den 38-årige er også en 20-årig kvinde og en 27-årig mand tiltalt i sagen, der drejer sig om et brutalt overfald på en 50-årig mand i oktober sidste år. Den 50-årige, der blev overfaldet i sit eget hjem, lå i koma i tre uger, inden han døde på sygehuset.

Fik øre delvis revet af

Ifølge anklageskriftet blev den 50-årige udsat for særdeles grov vold. Det ene øre var delvist revet af, han havde en blødning i hjernen, ligesom flere ribben og brystbenet var brækket.

Motivet til overfaldet er stadig uklart, men kvinden og de to mænd er ud over vold også tiltalt for at have stjålet den 50-åriges stereoanlæg og flere højttalere.

Sagen kommer for retten i Holstebro den 22. oktober, og der ventes at falde dom den 19. november.