Ringkøbing vandt sin første tv-kamp

Ringkøbing hentede sæsonens anden sejr, da en af klubbens hjemmekampe endelig blev vist på landsdækkende tv.

Foto: TV 2 Sport

Tirsdag den 3. januar 2017 blev en historisk dag for ligaklubben Ringkøbing Håndbold.

For første gang nogensinde blev en af klubbens hjemmekampe vist direkte på landsdækkende tv, og det fejrede cheftræner Lars Rasmussens tropper med at vinde en noget overraskende, men også fortjent sejr på 33-28 over NFH - Nykøbing Falster Håndbold.

- Jeg har kæmpe respekt for mine piger. Jeg er en meget, meget glad mand lige nu, sagde Lars Rasmussen efter kampen til TV 2 Sport.

Cecilie Mørch Hansen blev topscorer for hjemmeholdet med 11 mål - hun scorede blandt andet syv gange på straffe på syv forsøg.

Det var blot Ringkøbings anden sejr i Primo Tours Ligaen i denne sæson. Holdet ligger på 10. pladsen med seks point for 11 kampe.

Nykøbing Faster regnes blandt en af favoritterne til at nå med i top seks og dermed slutspillet. Holdet trænes af den tidligere TTH Holstebro-træner Niels Agesen.

 

Kampen i tal

  
Ringkøbing-NFH, Nyk. F. 33-28 (14-12).
    
Ringkøbing:  Cecilie Mørch Hansen 11, Michelle Brandstrup 6, Michaela Ek 5, Camilla Maibom 3, Simone Rasmussen 3, Sille Thomsen 2, Natasja Clausen 1, Jane Meljvang 1, Amanda Brogaard 1.
    
NFH, Nyk. F.:  Nathalie Hagman 8, Mette Gravholt 7, Lærke Nolsøe Pedersen 4, Sarah Iversen 3, Kristina Kristiansen 3, Johanna Westberg 2, Louise Kristensen 1.
    
Udvisninger: Ringkøbing 5, NFH, Nyk. F. 5.
    
Tilskuere: 647.
 
Kilde: Ritzau