Ringkøbing-Skjern slår turistrekord

I 2016 voksede turismen i Ringkøbing-Skjern til 3,6 millioner overnatninger. Det er det højeste antal nogensinde.

Foto: TV MIDTVEST

Der var fyldt godt op i vestjyske sommerhuse og hotelsenge i 2016. Faktisk var der ikke færre end 3,6 millioner overnatninger blandt turister, og det er en stigning på 5,8 procent i forhold til 2015.

Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. 

- Vi er utrolig stolte over den fortsat positive udvikling i vores område, siger Sebastian Schaper, direktør i Ringkøbing Fjord Turisme i en pressemeddelelse. 

Læs også Lempelse af sommerhuslov kan skabe aktivitet på landet

Det er især tyskerne, der fylder sengene ud. De tyske gæster udgør sammenlagt for 85 procent af feriehusovernatningerne i Ringkøbing-Skjern Kommune og hele 100  procent af tilvæksten. 

- Markedsføringskampagner i samarbejde med VisitDenmark i Hamborg viser stor effekt. I begyndelsen af 2017 har vi for første gang ud over print- og online markedsføring og PR også deltaget i en storstilet markedsførings-kampagne på tysk TV, siger Sebastian Schaper.

Direktøren ser dog en udfordring i at skaffe plads nok til de mange turister. Her håber han, at Søndervig Feriepark kan være med til at læse udfordringen. Men også reglerne omkring, hvor meget man må bygge på sommerhusgrunde i kommunen kan være et redskab, der er værd at skrue på. 

- Vi forventer, at vi kan holde de flotte vækstrater også i årene fremover. Vi skal dog arbejde benhårdt på, at vi kan skaffe den nødvendige overnatningskapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel, siger Sebastian Schaper.