Ringkøbing-Skjern Museum sætter besøgsrekord

Foto: Arkiv

Ringkøbing-Skjern Museum sætter besøgsrekord

Aldrig har så mange gæster besøgt Ringkøbing-Skjern Museum, som det er tilfældet i år. 190.000 lagde vejen forbi i løbet af 2016.

Der har været godt gang i billetsalget på Ringkøbing-Skjern Museum i år. Allerede inden 2016 er afsluttet, har museet sat besøgsrekord.

Indtil videre har 190.000 lagt vejen forbi - 15.000 flere end sidste år. Og dermed slår museet den hidtidige rekord fra 2012.

- Jeg er faktisk især stolt af, at vi får så mange gæster på et år, hvor der ikke har været nogen ekstraordinære begivenheder. I 2012 var det Bunker-udstillingen på Ringkøbing Museum, der trak rigtig mange gæster, men i år er det stort set alle besøgssteder, der har haft fremgang, siger museumsinspektør på Ringkøbing-Skjern Museum, Peter Carstensen.

Ringkøbing-Skjern Museum er spredt ud over flere forskellige adresser. Det mest besøgte sted er Lyngvig Fyr, som har haft over 58.000 gæster. De bliver efterfulgt af Bork Vikingehavn med over 56.000 gæster.

Nu er målet at fastholde besøgstallet i 2017.

- Det kunne da være sjovt at nå de 200.000, men så er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed, siger Peter Carstensen.