Ringkøbing-Skjern kæmper om international titel

Aarhus og Ringkøbing-Skjern kommuner dyster om titlen som Europæisk Frivillighovedstad 2018.

Der er en spændt stemning i luften i Ringkøbing-Skjern. Mandag eftermiddag bliver det afgjort hvilken kommune, der løber med titlen som Europæisk Frivillighovedstad 2018. Her er Ringkøbing-Skjern med i kapløbet om den internationale titel. De to byer, det står i mellem, er ret usædvanligt to danske byer. Udover Ringkøbing-Skjern er det Aarhus.  

På Danmarks vegne kan vi være meget stolte af de to kandidater. 

Palle Lund, formand, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Sløret bliver løftet ved et stort arrangement i London. Bag titlen står den europæiske frivilligparaply European Volunteer Centre (CEV).

- På Danmarks vegne kan vi være meget stolte af de to kandidater. Både Aarhus og Ringkøbing-Skjern er kvalificerede bud på Europæisk Frivillighovedstad 2018. Det viste deres præsentationer i Bruxelles helt tydeligt, siger Palle Lund, formand for Center for Frivilligt Socialt Arbejde og medlem CEV’s bestyrelse.

Tilbage i oktober præsenterede Aarhus og Ringkøbing-Skjern deres kandidatur som Europæisk Frivillighovedstad 2018 ved en reception i Bruxelles.

Naturens rige skal sikre prisen

Ringkøbing-Skjern, der har det højeste antal frivillige pr. indbygger i Danmark, stiller skarpt på den brede frivillighed med kampagnen Nature’s Kingdom – på dansk kaldet Naturens Rige, som kommunen slår sig op på. Som en del af kandidaturet vil Ringkøbing-Skjern desuden lave en digital platform, der skal samle erfaringer og viden om frivillighed i hele EU.

Aarhus ønsker at bruge titlen som Frivillighovedstad til at samle byens vidtforgrenede frivillighed i et tæt samarbejde mellem frivillige, foreninger, erhvervsliv og kommune.

Europæisk Frivillighovedstad

  • Titlen er til for at fejre og ære frivilligheden
  • Den sætter fokus på kommuner, der støtter og styrker lokale frivillige organisationer og initiativer.
  • Det er femte år i træk, at CEV kårer en Europæisk Frivillighovedstad.
  • Tidligere vindere har været Barcelona, Lissabon, London og Sligo i Irland.