Ringkøbing-Skjern har stadig ikke valgt borgmester

Bliver det kristendemokraten Kristian Andersen eller socialdemokraternes Søren Elbæk, der løber med borgmesterposten? Det er endnu ikke klart.

Kristian Andersen er en af to spidskandidater, der tilsyneladende nægter at give borgmesterposten fra sig.
Kristian Andersen er en af to spidskandidater, der tilsyneladende nægter at give borgmesterposten fra sig.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Ringkøbing-Skjern er landsdelens eneste kommune, der endnu ikke har fundet en borgmester. Det lykkedes ikke byrådsmedlemmerne at nu frem til en konstitueringsaftale i nat. Derfor er de netop nu i gang med forhandlingerne igen:

- Jeg vil kalde det et stille drama her i Ringkøbing. Vi sidder alle sammen og venter på, at politikerne kommer ud, så vi kan få at vide, hvad det er der foregår. 

Sådan lyder det fra TV MIDTVEST's reporter, Pernille Keller Sand, fra Ringkøbing-Skjern Kommunes rådhus.

Fire partier forhandler lige nu om fordelingen af de vigtige poster i byrådet. Bag lukkede døre sidder Socialdemokratiet, Kristendemokraterne, SF og Fjordlisten. 

Sammen kan partierne tælle 16 af de 29 mandater, som byrådet består af. Alligevel kan de ikke blive enige. Både Socialdemokratiet og Kristendemokraterne håber nemlig på at få borgmesterposten, og ingen af partierne lader til at ville give sig.

'Vælgerne bakker op om Kristendemokraterne'

Kampen om borgmesterposten er altså en direkte duel mellem Socialdemokratiets Søren Elbæk og Kristendemokraternes Kristian Andersen. 

1:19
Kristendemokraternes borgmesterkandidat om konstitueringsprocessen.

- Vi er i god dialog med hinanden. Vi sidder jo sammen og evaluerer resultatet, og det er jo meget utvetydigt for mig at se. S og SF har bevaret deres mandattal. Det har Dansk Folkeparti også. Venstre er gået tre tilbage, og vi er gået tre frem, lød det fra Kristendemokraternes Kristian Andersen, da TV MIDTVEST's reporter fik en kort kommentar.

Spidskandidaten understregede samtidig, at han stadig ser sig selv som den kommende borgmester: 

- Det er klart, at når vi nu er gået efter borgmesterposten, så synes vi, at vi har fået et klart signal fra vælgerne om, at det vil de gerne bakke op om, forklarer han.

Vi opdaterer løbende, når der er nyt fra rådhuet i Ringkøbing.