Ringkøbing Håndbold bliver et aktieselskab

Ringkøbing Håndbold har besluttet at omdanne sig fra et anpartsselskab til et aktieselskab.

Ringkøbing Håndbold

På Ringkøbing Håndbolds general forsamling den 19. september blev det besluttet at omdanne klubben til et aktieselskab, som alle på sigt kan blive medejere af, det skriver klubben i en pressemeddelelse. I forbindelse med omdannelsen fra anpartsselskab til et aktieselskab skyder moderforeningen Rindum SU 86.000 kr. ind i selskabet, så egenkapitalen i klubben nu er på 500.000 kr.   

- Foreningen har tilført yderligere kapital til Ringkøbing Håndbold og stiftet aktieselskabet, fordi vi som ejer gerne vil bidrage til at skabe et solidt økonomisk fundament for Ringkøbing Håndbold i fremtiden, udtaler formand for Rindum SU, Torben Nielsen.

Bestyrelsesformand i Ringkøbing Håndbold, Lars Buhl glæder sig over opbakningen på generalforsamlingen til omdannelsen af klubben.

- Det har været et projekt, der har været på tale mange gange og har hele tiden været en vision, som har kunnet styrke fundamentet for virksomheden Ringkøbing Håndbold. Vi er kun 10 år gamle og har nået mange målsætninger, også mange som folk har været skeptiske overfor fra starten. Vi spiller for fjerde år i træk i den bedste danske liga, og vi vil stadig arbejde hver dag på at udvikle os og blive bedre på alle parametre. Der er rigtig mange frivillige, der bidrager med at løse opgaver i dagligdagen i Ringkøbing Håndbold, derfor er det et fantastisk skulderklap at mærke, at foreningen tror på det, vi laver, og vi håber, at mange andre vil bakke op om aktiekapitalen og styrkelsen af økonomien i Ringkøbing Håndbold, siger Lars Buhl.

I 2015 havde Ringkøbing Håndbold et underskud på kr. 30.845 kr.