Ringkøbing-Skjern hurtig til byggesager

I Ringkøbing-Skjern er ventetiden på at få en byggesag behandlet kun 28 dage. Det er mere end dobbelt så hurtigt som landsgennemsnittet på 66 dage.

Murer_naer_0.jpg

28 dage tager det i gennemsnit at få sin byggesag behandlet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er mere end dobbelt så hurtigt som landsgennemsnittet på 66 dage. Samlet set har kommunen den syvendekorteste sagsbehandlingstid i landet.

- Det er naturligvis glædeligt, at vi har en kort sagsbehandlingstid inden for byggesagsbehandlingen. Det betyder meget for beskæftigelsen og væksten i kommunen, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Kamp (V).

Friske tal

Det er nye tal fra Energistyrelsen, der giver Ringkøbing-Skjern den flotte placering.

Se tallene her

Tallene viser også at Morsø Kommune har mere end halveret ventetiden. Den er faldet fra 89 dage i gennemsnit til 33 dage.I Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Lemvig Kommuner er ventetiden steget mere elle mindre.

Vejen til succes

Samlingen af alle de tekniske områder i Land, By og Kultur i samme hus i Tarm, har gjort samarbejdet mellem afdelingerne byggesag, vej, planlægning og miljø mere effektivt i Ringkøbing-Skjern.Samtidig har byggesagsafdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune også fået uddelegeret en lang række kompetencer.

 - Vi har en række dygtige medarbejdere i afdelingen med et stort kendskab til næsten alle hjørner af kommunen. Færre sager skal omkring Teknik- og Miljøudvalget, fordi vi har kompetencen til administrativt at træffe afgørelse i de fleste tilfælde, og det betyder altså noget for sagsbehandlingstiden, forklarer Gunnar Frandsen i en pressemeddelelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.