Ringkøbing Fjord under tag

En miniudgave af hele Ringkøbing Fjord under tag og med en temperatur, der egner sig til badedragt. Det er planen for et nyt feriecenter ved Søndervig.

Det er et lokalt arkitektfirma, Bay Arch fra Ringkøbing, der har udformet det nye feriecenter. Centret skal ligge på marken til højre for landevejen, lige inden man når Søndervig fra Ringkøbing.

Centret bliver 16.000 kvadratmeter, med bunkersbar, hotellejligheder og badeland, hvor man både kan bade i Stadil Fjord og rutsje ned fra Lyngvig Fyr.

- Vi prøver ligesom at hive de egnselementer ind, så vidt muligt. Hele det store bassin er jo også en form for miniudgave af Ringkøbing Fjord. Nu er det jo ikke alle dage Ringkøbing Fjord har så godt vejr, men det prøver vi at se, om vi ikke kan få i det her nye badeland, siger arkitekt Christian Bay-Jørgensen fra firmaet Bay Arch.

Spadestik i januar

Det nye feriecenter er stadig i sin vorden. Ideen opstod i 2006 og siden har folkene bag kæmpet for at virkeliggøre idéen om, at lave et stort indendørs feriecenter ved Søndervig. Håbet er, at et center kan forlænge turistsæsonen.

Til januar bliver første spadestik taget til de første prøvehuse. Går det godt med at sælge dem, forventer arkitekten, at feriecentret står færdig i 2015.