Ringkjøbing Landbobank sætter rekord igen

Endnu en gang skriver Ringkjøbing Landbobank historie med sit årsresultat. Omdømmet er i top blandt danske pengeinstitutter.

Der er god grund til smil hos direktør John Fisker i Ringkjøbing Landbobank. Endnu engang slår banken sine egne rekorder. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Det bedste resultat i bankens historie.

Sådan indleder Ringkjøbing Landbobank sin årsregnskabsmeddelelse for 2017. Her oplyser pengeinstituttet, at det har haft det bedste resultat før skat og det bedste basisresultat i bankens historie.

Resultatet før skat siger med 11 procent til 735 mio. kroner. Det forrenter egenkapitalen med hele 22 procent.

En stor kundetilgang har medført en vækst på 11 procent i udlån.

Ringkjøbing Landbobank kan samtidig bryste sig med en høj kundetilfredshed og det bedste omdømme blandt danske pengeinstitutter.

Banken har fortsat en overordnet målsætning om at vokse organisk. I 2018 vil man i stedet for at udbygge med afdelinger i flere byer end de eksisterende gøre den nuværende organisation stærkere.

Ringkjøbing Landbobank har en markedsandel på 50 procent i den del af Vestjylland, hvor bankens gamle afdelinger er placeret. Derudover har banken i dag afdelinger i Herning, Holstebro, Viborg, Aarhus, Vejle og Holte.

 

Se indslaget fra 2017, hvor TV MIDTVEST gik bag om bankens fine resultater.