Rikke Skov stopper på landsholdet

Problemer med skulderen får landsholdets mest rutinerede spiller til at melde fra.

Rikke Skov.jpg

Viborg HK-profilen Rikke Skov har givet landstræner Jan Pytlick et alvorligt hovedbrud kort før VM i Brasilien i december.

Den 31-årige bagspiller har besluttet at stoppe på landsholdet og giver vedvarende problemer med skulderen som begrundelse.

- Det har været en ualmindelig svær beslutning, men jeg kender min krop og ved, at min skulder ikke kan tåle belastningen fra både klub- og landshold længere, siger Rikke Skov i en pressemeddelse fra Dansk Håndbold Forbund.

- Jeg vil ikke byde mig selv at afstå fra den nødvendige restitution ved at få blokader eller på pillekure, så derfor er der ikke andet at gøre, siger hun.

Der er kun een Rikke Skov

Jan Pytlick ærgrer sig over afbuddet, som betyder, at han nu mister sin mest rutinerede spiller.

- Vi mister en stor drivkraft på holdet. Hun betyder meget forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt. Det er et stort hul, der skal lukkes, for der findes ikke en anden Rikke Skov, siger landstræneren.

-Rikke Skov debuterede på landsholdet i 2000 og har spillet 122 landskampe og scoret 344 mål.