Rigsrevisionen tjekker grundigt op på Thisteds asyldrift

Rigsrevisionen har valgt at lave en undersøgelse af blandt andet økonomien på asylområdet i Thisted Kommune. Det skriver Limfjord Update.

Thisted Kommune.jpg

Thisted Kommune har netop fået til opgave at varetage asyldriften på Langeland med Vesthimmerland, Jammerbugt og Tønder Kommuner. Nu vil Rigsrevisionen kontrollere, at Thisted Kommune har styr på asyldriften. Det skriver Limfjord Update.

Rigsrevisionen er en uafhængig myndighed, som har til opgave at undersøge, om staten bliver drevet så effektivt som muligt, og det er Rigsrevisionen selv, der har taget initiativ til undersøgelsen.

Det er blandt andet økonomien, som Rigsrevisionen vil tage et kig på. Selvom undersøgelsen kommer kort efter, at Langeland Kommune er blevet frataget retten til at drive asylcenter, så har det ikke noget med det at gøre. Beslutningen om en undersøgelse har nemlig været på vej før det.

– Det er jo i høj grad relevant, at Rigsrevisionen ser på asylcentrenes økonomi. Når man så ser de her sager, hvor der er klare indikationer på, at både børn og voksne ikke får den bistand, de har brug for. Og der samtidigt er tegn på, at der genereres et større overskud i de kommuner, der skal drive det. Så er der grund til, at Rigsrevisionen kigger på det, udtaler professor i økonomi på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til Radio24syv.

Besøg i første kvartal
Det er ikke kun Thisted Kommune men også de andre kommuner og organisationer, der står for driften af landets asylcentre, der får Rigsrevisionen på besøg.

Ifølge kilder som Radio24syv har talt med, vil Rigsrevisionen komme på besøg i løbet af første kvartal i år, og til efteråret forventer man at have en udredning klar.

Asylchef i Tønder Kommune Lars Møldrup er glad for undersøgelsen.

– Hvis man ikke hele tiden arbejder på at blive bedre, så bliver man ikke ved med at være god. Når man har en kontrakt med en styrelse, hvor vi har bundet os til at levere noget, så er det ganske naturligt, at der bliver fulgt op, siger han til Radio24syv.

I dag er der 55 asylcentre fordelt over hele landet. De bliver drevet af Jammerbugt, Thisted, Tønder og Vesthimmerlands kommuner samt Røde Kors. Men også Langeland Kommune, der er helt færdig som asyloperatør i marts 2017, er en del af undersøgelsen.