Rift om sygeplejerskerne

De nyuddannede sygeplejersker har gode muligheder for at finde sig et job - situationen har ændret sig markant i løbet af kort tid.

080513_Sygeplejerske.jpg

For et år siden blev mange unge sygeplejersker uddannet direkte til arbejdsløshed - men nu er situationen ændret markant. Der er arbejde til stort set alle de unge, der forlader sygeplejerskeuddannelsen i Midt- og Vestjylland.

- Det er dejligt at se, at de nyuddannede kommer i arbejde. Det har rigtig stor betydning for deres fremtidige virke inden for sygeplejen. Hvis de får fodfæste med det samme, vil de også udvikle sig, og det er medvirkende til, at de bliver i faget, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd i Midtjylland, Bente Rasmussen.

Sparerunder og ansættelsesstop

Det var store sparerunde i regionerne og ansættelsesstop i flere kommuner, der betød, at der en overgang var en uvant stor arbejdsløshed blandt sygeplejerskerne. I januar 2012 var der 340 arbejdsløse sygeplejersker i Region Midtjylland, i januar 2013 var der 212, og i marts var tallet faldet til 168.

Forklaringen er blandt andet, at regionernes økonomi har fået det bedre, og at kommunerne ansætter langt flere sygeplejersker end tidligere.

- Mange opgaver bliver flyttet fra sygehusene og ud i kommunerne. Og de mere komplekse borgere bliver flyttet ud i kommunerne, som virkelig har brug for sygeplejersker, siger Bente Rasmussen.

Meget tyder på, at der også vil være gode jobmuligheder de kommende år - en ubekendt faktor er dog, hvad der sker, når de nye supersygehuse står klar. Med de store enheder, skal regionerne rationalisere og skære i driftsbudgetterne - alligevel mener formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (A), at der stadig bliver brug for mange hvide kitler.

- Vi skal behandle flere patienter, flere skal behandles ambulant og i eget hjem, og kommunerne skal behandle flere. Så alt i alt er jeg sikker på, at kabalen går op, så vi ikke kommer til at bruge mindre personale, siger Bent Hansen.

 

3:06
Efter en periode med mange arbejdsløse er der ny arbejde til næsten alle de nyuddannede sygeplejersker.