Rideglæde for fattigrøve

"Rideglæde for Fattigrøve" kalder Anita Olesen fra Hanstholm den ridelejr, hun lige nu står for. Her tilbyder hun en billig rideoplevelse.

Rideglæde for fattigrøve

En ridelejr for fattigrøve sådan beskriver Anita Olesen fra Hanstholm selv den lejr, hun arrangerer. 

- Jeg synes ikke, det behøver at være forfærdeligt dyrt, at komme med på lejren. Det er samværet med hestene, der tæller, siger hun.

Den billige rideferie har 15 personer fra hele landet taget i mod. En af de deltagene på "Rideglæde for Fattigrøve" er Susanne Østergaard Pedersen, hun har taget sine to døtre med, og de har glædet sig længe. De meldte sig til lejren for et år siden.

- Vi har glæder os hver eneste dag, og endelig kom vi af sted, siger hun.

Ridelejren er næsten gratis, men så er det også helt primitivt med telte og mad over bål.

- De skal klare sig selv, det er voksne mennesker, siger Anita Olesen. 

Hesten erstattede misbrug

Grunden til at det netop er rideferie Anita Olesen tilbyder, er der en særlig årsag til. 

- Jeg har drukket utrolig meget i mange år. For tre år siden besluttede jeg, at det skulle have en ende. Så fik jeg Friis (Anita Olesens Hest red.). Jeg kan ikke forklare, hvad det er, hun har gjort for mig, men hun gør, at jeg har lyst til at holde mig ædru.  Hun giver mig ro og fred, hun gør mig bare glad, forklarer hun. 

Nu bruger hun alt sin tid med hesten. Den glæde heste bringer hende, vil hun gerne dele med andre. Derfor har hun også besøg af asylansøgere to gange om ugen ud over ridelejren.

- Jeg vil gerne give alle muligheden for at prøve at være sammen med heste. Man behøver ikke have en guldske i røven for at have glæde af det, siger Anita Olesen. 

Det store engagement vækker glæde hos deltagerne på lejren. 

 - Jeg synes, det er flot, hun vil bruge så meget tid på det. Det er ikke alle, der kan gøre det, og indtil videre er det til UG, siger Susanne Østergaard Pedersen.

Anita Olesen har planer om, at overskuddet fra ridelejren skal gå til en gratis ridelejr for enlige mødre næste år. 

2:15
Anita Olesen arrangerer en billig rideferie, så alle har mulighed for at komme ud og ridde.