Riddersholm vil ikke mudderkaste

Glen Riddersholm er søndag blevet udskældt af FCM’s bestyrelsesformand. Men den tidligere træner ønsker ikke at biddrage til mere mudderkastning – han synes ikke det er fair.

150807glen2.jpg

Søndag udtrykte bestyrelsesformanden i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen til Politiken, sin frustration over, at Glen Riddersholm tilsyneladende stadig har en finger for meget med i spillet, når det handler om FCM. Glen Riddersholm forstår ikke beskyldningerne, og ønsker ikke at være en del af en stor omgang mudderkastning.

- Jeg ville helst være det her foruden, og jeg ærger mig, at nogen føler trang til at gøre det her. Det er bare lille mig mod den store maskine, og jeg synes ikke, at det er fair, at jeg bliver trukket igennem medierne på den her måde. Men jeg er nødt til at forholde mig til den aftale, jeg har indgået med klubben, så derfor føler jeg også, at det er forkert af mig at bidrage med mere mudderkastning, siger Glen Riddersholm til TV MIDTVEST.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen beskylder den tidligere træner for ikke at kunne slippe taget i FC Midtjylland, og han kritiserer ham også for at have for meget kontakt med spillerne udenfor banen.

- Jeg har opbygget en række relationer til en række mennesker, og jeg forstår ikke, hvordan det kan forstås negativt. Jeg har været i klubben i rigtig mange år, og når det er gået så godt, er det unaturligt at man ikke stadig bliver kontaktet, siger Glen Riddersholm.

Spark det til hjørne

Til Bestyrelsesformandens beskyldninger om, at Glen Riddersholm optræder i medierne som FCM-ekspert er den tidligere træner også undrende. Han mener tværtimod, at han har forsøgt at forholde sig objektivt og ikke kloge i FC Midtjylland. Han håber, at kritikken og mudderkastningen vil stoppe omgående.

- Alle fortjener det bliver sparket til hjørne. Jeg ønsker ikke at bidrage til selve de her ting. Jeg er nødt til at stole på at folk der kender sandheden selv kan navigere i hvad der er rigtigt og forkert. Jeg tror ikke, det får nogen betydning for mit forhold til klubben. Nogen forsøger at miskreditere mig, og det er jeg ked af. Men jeg har godt forhold til 99 procent af den klub,  siger Glen Riddersholm.