Riddersholm på vej til AGF

Den tidligere FCM-træner er favorit til det ledige job i superligaklubben AGF.

Riddersholm på vej til AGF

Den tidligere FC Midtjylland-træner er oplagt som afløser for Morten Wieghorst i AGF.

Den tidligere FC Midtjylland-træner, Glen Riddersholm, er formentlig klar til at overtage jobbet efter den nu fyrede Morten Wieghorst i AGF.

Den vurdering kommer fra værten på TV MIDTVEST's fodboldmagasin, 4:4:2, Dan Sørensen.

- Det har ligget i kortene et stykke tid og efter min vurdering ligger kontrakten allerede klar. Selv gårsdagens AGF sejr, over netop FCM,  har ikke kunnet ændre det billede, siger Dan Sørensen.

Det er et halvt år siden Glen Riddersholm forlod FCM, efter at have ført holdet til det danske fodboldmesterskab i sidste sæson. Men ifølge fodboldværten har førstevalget ikke været den danske superliga.  

- Flere udenlandske klubber har været i spil siden Glen Ridderholms dramatiske brud med FC Midtjylland. Men den tidligere FCM-træner har trukket "nitten" når forhandlingerne skulle afsluttes, konstaterer Dan Sørensen.

At det formentlig bliver AGF, der får glæde af den karismatiske træner, er ikke noget dårligt match. Århus-klubben har en speciel status i dansk fodbold, selv om de seneste år har budt på mange skuffelser for de trofaste AGF-tilhængere.

- Glen Riddersholms fodboldfilosofi passer godt sammen med AGF. Samtidig sukker spillerne efter en træner, det er bedre til mandskabspleje og den menneskelige side af trænerjobbet, som Riddersholm høstede mange roser for i sin tid i FC Midtjylland, siger Dan Sørensen.

Udfordringen bliver dog også til at tage og føle på. Det er som altid i AGF-historien store forventninger når nye trænere sætter sig i stolen.

- Glen Riddersholm har formentlig betinget sig, at højrehånden fra FCM-tiden, Lars Friis, kommer med til AGF som assistenttræner. Foran ligger et stort arbejde med at løfte Fredensvangklubben op i tabellen, og stabilisere holdet i superligaen, slutter Dan Sørensen.

Morten Wieghorst var fortid i AGF ved middagstid lørdag, og spekulationerne om hans afløser startede kort efter. En lang række medier har også Glen Riddersholm som favorit-kandidat til det ledige trænersæde.