Riddersholm fortsat cheftræner

Glen Riddersholm fortsætter som cheftræner i FC Midtjylland.

FC Midtjylland.jpg

I første omgang blev han forfremmet fra assistent til cheftræner. Det skete da Allan Kuhn i april valgte at stoppe. Men nu ansætter klubben Riddersholm på en funktionærkontrakt, og gør ham til permanent cheftræner.

Tror på ham i mange år

- Vi har en forventning om, at han skal være her i mange år. Glen har om nogen været med til at udvikle og indføre den spillestil med FCM som mere boldbesiddende, som vi har lanceret i foråret. Internt er han et ikon, og han har på kort tid overbevist om, at hans ideer, metoder og måder at være førsteholdstræner på sidder lige i skabet i forhold til klubbens forventninger, siger sportsdirektør Jens Ørgaard i en pressemeddelelse.

Stolt træner

39-årige Glen Riddersholm er en glad mand, der både er stolt og beæret over valget.

- Nu skal man passe på med ikke at miste fodfæstet, men jeg er ikke i tvivl om, at skulle man finde en træner, der passer til klubbens profil og sportslige set-up, var jeg et logisk valg. Jeg har erfaringen og kompetencerne. Og jeg er ikke bange for at arbejde hårdt og længe, siger Riddersholm.