Retssag om 330 kilo hash: Tiltalt forklarer sig i retten

332,8 kilo hash. Så meget handler en større sag om hash-salg om. En sag, der i øjeblikket kører ved retten i Viborg.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

To yngre mænd fra Viborg og Silkeborg er tiltalt for at have solgt 332,8 kilo hash forskellige steder i Jylland og på Fyn. Den omfattende handel foregik i 2015, hvor politiet igennem lang tid aflyttede de to mænds telefoner og overvågede deres biler. Det endte med, at de to blev anholdt i december sidste år, og lige siden har de siddet varetægtsfængslet. 

- Der er rejst krav om, at de tiltalte, hvis de bbliver dømt  sammen skal betale omkring 1,3 mio. kroner til statskassen, fordi det er det, vi mener, de har haft i fortjeneste siger Lise Hebsgaard, Specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I dag var den tiltalte Silkeborggenser i vidnestolen.

- Det vigtigste der skete i dag var, at en af de tiltalte - en 29-årig mand - forklarede sig i retten. Han indrømmede, at han havde solgt omkring 40 kilo hash til nogle få faste kunder. Men han ville ikke sige, hvem kunderne var. Og heller ikke, hvor han havde hashen fra. Begge de tiltalte havde et vist misbrug. De røg selv hash dagligt, siger TV MIDTVEST's reporter Jan Ebbesen, der var til stede i retten i dag. 

- Vi er slet ikke enige i de mængder, som anklagemyndigheden har rejst tiltale for, og det vil jeg først i min procedure uddybe, fastslår forsvarsadvokat Berit Ernst. 

- Politiet har aflytninger og SMS'er, som indikerer, at der bliver talt om visse mængder af hash. Og som indikerer, at der bliver talt om store pengebeløb. Og så har anklageren fremlagt tal, der peger på, at de to har brugt langt flere penge end de burde kunne have mellem hænderne. For eksempel kørte den ene først i en Audi og så en Mercedes, fortæller TV MIDTVESTS reporter fra retten.

De to tiltalte erkender et mindre hash-salg. Men at de i øvrigt havde penge fra andre aktiviteter  - blandt andet pokerspil. Og den ene forklarede, at han havde tjent penge på krypterede telefoner, som han hentede i Tyskland og Holland. Men han ville ikke fortælle, hvem han havde solgt dem til.

Det sidste retsmøde er om en uge - næste torsdag. Derefter bliver sagen optaget til dom. Når dommen falder, har de to mænd siddet varetægtsfængslet i omkring et år.