Retssag: Far erkender 24 års sex-misbrug

En 29-årig kvinde fra Skiveegnen mødte i dag begge sine forældre i byretten i Viborg. Den 51-årige far er tiltalt for at have sex-misbrugt datteren gennem 24 år. Moren er tiltalt for ikke at have grebet ind.

Retten, Viborg, skilt_0.jpg

En voldsom sag begyndte tirsdag morgen i byretten i Viborg. En 51-årig mand er tiltalt for gennem 24 år at have misbrugt sin nu voksne datter. Overgrebene begyndte i 1990 og fortsatte frem til sommeren 2014.

Sagen omhandler stort set alle former for seksuel omgang, og faren erkendte sig fra morgenstunden skyldig i de fleste af anklageskriftets punkter. Han ønskede ikke at afgive forklaring. 

Det gjorde til gengæld moren til den nu 29-årige kvinde, der er tiltalt for ikke at gribe ind i det omfattende misbrugsforløb.

Hun nægter at have haft kendskab til, hvad der er foregået, selvom hun i hele forløbet har boet sammen med både far og datter. I perioder dog i en campingvogn på familiens grund. Moren beskrev under sin vidneforklaring farens opførsel som meget dominerende. Hun fortalte, at både hun og datteren var bange for ham. 

Datteren afgav forklaring for lukkede døre og havde under resten af sagsfremstillingen en repræsentant tilstede i retssalen.

TV MIDTVESTs reporter fortæller om dagens forløb i retssalen:

1:07

 

Flytning fik misbrug frem i lyset

Det mangeårige misbrug kom først for dagens lys, da datteren besluttede sig for at flytte hjemmefra i sommeren 2014. I sin forkalring understregede moren, at hun var chokeret, da hun hørte, hvad der reelt var foregået i hjemmet. Forældrene blev skilt kort efter datteren afslørede misbruget.

Kræver erstatning

Den 29-årige kvinde kræver 300.000 kroner i erstatning fra hver af sine forældre. Da erstatningskravet kom frem i retten erklærede begge forsvarere sig uenige i summen, men farens advokat medgav med det samme, at hans klient var enig i, at datteren skulle have erstatning.

TV MIDTVESTs reporter, Casper Roslyng Rasmussen, der har fulgt sagen fortæller, at det var det eneste tidspunkt, hvor faren reagerede på sagen. Han nikkede fast fire gang. Resten af dagen kiggede han stift ned i bordet.

Der falder dom i sagen onsdag.