Rengøringsudbud afgjort i Viborg Kommune

ISS Facility Services A/S og Elite Miljø A/S har vundet kontrakterne på rengøring af 125 kommunale institutioner fra den 1. august i år.

rengoring.jpg

Viborg Kommune har nu fundet den endelige afløser for Absolut Rengøring.

Økonomi- og Erhvervsudvalget har onsdag besluttet at indgå kontrakt med ISS Facility Services A/S og Elite Miljø A/S om rengøring på skoler, børnehaver, biblioteker og andre kommunale institutioner. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

ISS og Elite overtager rengøringen pr. 1. august 2015, efter rengøringen i en periode har været udført af de midlertidige leverandører, Toms Rengøring A/S og ISS Facility Services.

- Med det nye udbud har vi fået en god pris, der holder sig inden for det budget, vi har afsat til rengøringen. Vi har i det nye udbud skærpet kravene til leverandørerne, og vi har nedsat, hvor meget prisen vægter i tildelingen fra 65 % til 50 %, så vi undgår en ny sag a la Absolut Rengøring.

Medarbejderne, der i dag er ansat hos enten ISS Facility Services eller Toms Rengøring, følger med over, så det vil være de samme medarbejdere, der fortsætter rengøringen på de kommunale institutioner.

Viborg Kommune sendte rengøring af 125 kommunale institutioner i udbud, efter Kommunen opsagde kontrakten med Absolut Rengøring A/S i november 2014. Seks leverandører har budt på de i alt fire kontrakter inden for udbudsfristen den 22. april 2015.

Den samlede kontraktsum udgør kr. 23,8 mio. kr. årligt.

Kontrakter løber i fire år med mulighed for forlængelse to gange et år.