Rengøringssag: Kontrakt ikke misligholdt

Borgmesteren i Viborg afviste på byrådsmøde, at man kan opsige Absolut Rengøring på grund af kontraktbrud.

230414_Rengoering.jpg

I juridisk forstand kan Viborg Kommune ikke påberåbe sig, at Absolut Rengøring har misligholdt den kontrakt om rengøring på hovedparten af 220 kommunale skoler og institutioner, som parterne indgik per 1. august sidste år. Skriver Viborg Stifts Folkeblad.

-Det er den melding, jeg får fra forvaltningen, og som politikere må vi naturligvis stole på de oplysninger, sagde borgmester Søren Pape Poulsen (K) til Viborg Stifts Folkeblad, da resten af byrådet på et møde i går sagde nej til at følge et forslag fra Enhedslistens Flemming Gundersen om at opsige kontrakten med det private rengøringsfirma så hurtigt, som det kan lade sig gøre i henhold til kontrakten.

Gundersen mente, at Absolut Rengøring til fulde har vist i de forløbne ni måneder, at man ikke magter opgaven, og han anførte, at han er vidende om, at fagforeningen 3F har fået omkring 100 henvendelser fra medlemmer, der har klaget over arbejds- og lønforhold i rengøringsfirmaet.

Borgmesteren anførte i en redegørelse, som byrådet tog til efterretning, at Absolut Rengøring samlet har fået karakteren fire på en skala fra ét til seks - det svarer til "nogenlunde rent" - og at der kun i et af seks geografiske området fortsat er problemer med kvaliteten.

Både Pape, Venstres Nina Hygum og Socialdemokraternes Per Møller Jensen understregede, at hvis Absolut Rengøring på et tidspunkt bliver smidt på porten, skal opgaven ud i et nyt udbud - og altså ikke tilbage til kommunal rengøring, som før skoleårets start.