Rengøringskrise koster kommune kassen

Det kuldsejlede rengørings-udbud bliver en dyr affære for Viborg Kommune. Næsten hele besparelsen på 12 millioner kroner er nemlig smuldret væk.

190214_Absolut_Rengoering.jpg

Siden konkursen i Absolut Rengøring har Viborg Kommune kæmpet for at få gjort rent på kommunens skoler og institutioner. Nu er nye firmaer klar til at tage over efter Absolut Rengøring. Men det bliver til en højere pris.

- Prisen er ikke ublu, men det har været en realistisk regulering. Nu skal der bare gøres rent, og der skal ro på så skolerne, børnene, forældrene og kommunen bliver glade, siger Tom Hanssen, direktør for Tom's Rengøring.

De fritstillede medarbejdere fra Absoult Rengøring blev på møder i dag præsenteret for deres nye arbejdsgivere. Næsten 50 nye medarbejdere trækker i arbejdstøjet hos Toms Rengøring i Viborg mens også ISS skal hjælpe med at rense ud på kommunens beskidte institutioner. Kommunen har måttet garantere for alle ekstraudgifter ved virksomhedsoverdragelsen af de ansatte, og står altså i dag med stort set samme udgift til rengøring som før udbuddet.

- Der er meget, vi er blevet rigtig meget klogere på siden, og det nemmeste der er at sige, det er jo, at vi aldrig skulle have valgt Absolut Rengøring, men i og med det var dem, som levede op til de krav, vi havde i udbuddet, så havde vi ikke andre alternativer, siger borgmester Torsten Nielsen (C).

Allerede i næste uge overtager Toms Rengøring de mange nye folk og arbejdet med at gøre rent på et halvt hundrede skoler og andre institutioner i Viborg Kommune. Kommunen er også allerede i gang med at forberede et nyt udbud af rengøringen til næste år.

1:55
Viborg Kommune sparede 12 mio. kr. årligt ved at udlicitere Absolut Rengøring, Men nu er det meste af besparelsen smuldret væk.