Rengøringsfirma anklages for skattefusk

Yalcin Erhvervsservice i Herning har ifølge en tidligere ansat rod i regnskaberne. 3F har anmeldt firmaet til Skat.

SKAT.jpg

Yalcin Erhvervsservice, som tilbyder rengøring af byggepladser og i boligforeninger, har ikke opgivet hele deres omsætning på 1,9 millioner kroner til Erhvervsstyrelsen.

1,4 million er anmeldt, men den resterende halve million kroner er der altså ikke betalt skat og moms af. Det skriver Herning Folkeblad fredag.

Tidligere medarbejder står frem

Oplysningerne kommer fra den tidligere medarbejder Jens Peter Hammer, som fra midten af 2012 og frem til august i år stod for at give tilbud og sende fakturaer ud for Yalcin Erhvervsservice.

Hos 3F Midtjylland bekræfter de Jens Peter Hammers oplevelser. Faglig medarbejder hos 3F Midtjylland, Thomas Larsen, fortæller, at fagforeningen har modtaget flere henvendelser om Yalcin Erhvervsservice og på den baggrund har valgt at anmelde firmaet til Skat.

Familievirksomhed

Bag Yalcin Erhvervsservice står far og søn Hayrettin Yalcin og Ibrahim Yalcin. Sidstnævnte har været daglig leder siden 2010, og han ønsker ikke at forholde sig til anklagerne om skatte- og momssnyd.

- Jeg vil ikke udtale mig om noget som helst, siger Ibrahim Yalcin, inden forbindelsen afbrydes, til Herning Folkeblad.

Byrådsmedlem afviser anklager

Ismail Yalcin, der er byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune for Fælleslisten, er søn af Hayrettin Yalcin og bror til Ibrahim Yalcin. Hans private mobiltelefon er ejet af familievirksomheden, men han nægter at have noget med Yalcin Erhvervsservice at gøre.

- Jeg har et minimalt kendskab til forholdene. Det er min far, der står for det, og han faldt og brækkede sin nakke for nogle måneder siden, og jeg har forsøgt at stå til rådighed med det praktiske, i det omfang det er muligt, siger Ismail Yalcin til Herning Folkeblad.

Se mere om sagen i vores nyhedsudsendelse 19.30:

2:22
Rengøringsfirmaet Yalcin Erhvervsservice i Herning har de seneste år fusket massivt med skat og moms