Rengøringsassistenter fortsætter strejke

De ansatte hos rengøringsfirmaet Kongsvang i Struer besluttede i dag at fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

renstrejke_0.jpg

Beslutningen blev truffet på et møde hos 3F i Struer, og blev tæt på enstemmigt vedtaget. Derfor ender sagen nu i Arbejdsretten. Rengøringsassistenterne er så utilfredse med arbejdsforholdende, at de nedlagde arbejdet i onsdags. Siden har de ikke været i dialog med Kongsvang.

- Det er rigtig ubehageligt. Man kan ikke få sagt, hvad der skal til, for at man vil arbejde igen, når man ikke kan komme i dialog med dem, siger tillidsrepræsentant Jytte Hansen.

Skal ikke betale bod

Selvom strejken er ulovlig, slipper de i første omgang for at betale bod. Det afgjorde Arbejdsretten mandag eftermiddag. De opfordrer i stedet både de strejkende og Kongsvang til finde en løsning hurtigst muligt. Lykkes det ikke, kan rengøringsassistenterne komme til at betale bod på 25-40 kroner i timen med tilbagevirkende kraft.

Kongsvang afviser at udtale sig til TV/Midt-Vest.