Rektor efter ulykke: Det påvirkede hele gymnasiet

En 19-årig gymnasieelev faldt til morges 10 meter og blev hårdt kvæstet. Rektoren fra Lemvig Gymnasium siger, at det har påvirket hele gymnasiet.

Den 19-årige kvinde faldt ned fra bygningen midt i billedet og blev hårdt kvæstet. Foto: Kristian Brønsbæk

Natten til mandag faldt en 19-årig kvinde ned fra ca. 10 meters højde på Toldbodgade i Lemvig. Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til morges. 

Kvinden er stadig i kritisk tilstand, og på Lemvig Gymnasium har det været en hård dag, som har påvirket hele skolen. Det fortæller gymnasiets rektor. 

- Det er ikke rart, når sådan noget sker for en af vores elever. Det påvirker først og fremmest de elever, som kender hende godt, men det påvirker stemningen på hele gymnasiet på den første skoledag, siger Bo Larsen til TV MIDTVEST. 

Læs også 19-årig kvinde hårdt kvæstet efter fald på 10 meter

Rektoren så frem til den første skoledag, men allerede da han mødte ind, ændrede det hele sig. 

- Jeg blev gjort opmærksom på ulykken i morges, da jeg mødte ind. Vi får kontaktet forældrene og får talt med pigens far om, hvad der er sket. Jeg orienterer også klassekammeraterne grundigt. Der har været et par lærere i de første timer til at sidde og støtte eleverne. Eleverne fik at vide, at de gerne måtte gå hjem, hvis de havde brug for det, siger rektoren til TV MIDTVEST. 

Pigen blev efter ulykken fløjet til sygehuset i Aarhus med helikopter. Rektoren har været i kontakt med familien efter ulykken, og holder sig løbende i kontakt med dem. 

- Vi sender vores bedste tanker til familien og til pigen. Vi krydser fingre for, at hun kommer sig godt over ulykken, siger Bo Larsen.