Rekordunderskud i TTH

Team Tvis Holstebro fremlægger til oktober det største underskud i klubbens historie.

TTH, kvinder, jubel150713.jpg

Det er dyrt både at have et herre- og damehold i Danmarks bedste håndboldrække. Det må de sande i Team Tvis Holstebro, som ifølge Dagbladet Holstebro Struer kan fremlægge et underskud i millionklassen, når årsregnskabet bliver offentliggjort i oktober.

- Vi kan allerede nu sige, at vi kommer ud med det største underskud i klubbens historie. Det var derfor vi indkaldte sponsorerne allerede i januar for at få opbakning til stadig at have to ligahold på højt niveau, siger Jacob Jørgensen, der er direktør i Team Tvis Holstebro til Dagbladet Holstebro Struer.

I januar måtte klubben bede sponsorer om hjælp til at samle flere penge til de to ligahold, og det gjorde sponsorerne. Men klubben får brug for mere hjælp, hvis den skal overleve på topniveau.

Send flere penge

- Vi kan ikke holde til at komme ud med et stort underskud igen. Vi skal have vendt underskuddet til et overskyd i den nye sæson, siger Jacob Jørgensen.

Hvis ikke klubben samler flere penge sammen, kommer den i problemer. Dansk Håndbold Forbund har nemlig indskærpet kravene til, hvor store lønomkostninger en klub må have sammenlignet med egenkapitalen.

- Vi kører videre med uændrede budgetter på de to ligahold. Vi skal ind og reparere på underskuddet fra sidste sæson, siger Jacob Jørgensen.

Team Tvis Holstebro har en omsætning på omkring 20 millioner kroner og en egenkapital på fem millioner kroner.

Onsdag kl. 18.30 spiller herrerne sæsonens første hjemmekamp mod SønderjyskE i Gråkjær Arena.