Rekordsommer betyder rekordsalg – virksomheder jubler i sommervarmen

​TV MIDTVEST har taget temperaturen hos nogle af de virksomheder, der nyder bedst af det varme sommervejr her i landsdelen.

Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Mens landmændene formentlig kigger langt efter det våde vejr, så jubler mange butikker over udsigten til en regulær hedebølge i det midt- og vestjyske.

De mange solskinstimer og de høje temperaturer giver nemlig rekordsalg og stor efterspørgsel hos en lang række virksomheder.

Læs også Hedebølge og tropenætter er på vej til Danmark

For med varmen kommer der også et behov for kolde drikkevarer, bløde havemøbler, skygge og legesager til haven.

Hos JYSK i Skive oplever man den enorme efterspørgsel på daglig basis her i sommerperioden.

- Der er nogle af parasollerne, vi slet ikke har flere af lige nu. Der er udsolgt – det er helt vildt, siger butikschef, Steffan Bjørkman Jensen

- Jeg kan ikke huske en sommer, hvor vi har skullet løbe lige så stærkt, og nu har jeg været her i 14 år. Så jeg må nok sige, det er gået vildt for sig. Helt vanvittigt, lyder det.

Bryghus vækster i varmen

Sommeren i år kan meget vel opnå titlen som den absolutte supersommer i løbet af de seneste 100 år, og dermed er rekorden, som sommeren 1947 i øjeblikket sidder på, faretruende tæt på at blive slået.

Læs også Køer lider i varmen: - De er pressede

Derfor skal dem, der trods den store efterspørgsel, har fået fat i en parasol til haven naturligvis også have noget koldt at drikke.

Det får produktionen til at køre i en helt anden kadence på bryghuset i Thisted lige nu.

- Vores lette øl som pilsnere, Classic og vores økologiske produkter vækster lige nu. Det kan vi se, må vi sige, siger administrerende direktør for Thisted Bryghus, Aage Svenningsen.

- Det er vigtigt, at være klar til sådan noget her. For der går nogle uger fra vi starter processen, til øllen er klar på flaske, og det har vi heldigvis været dygtige til at sikre i løbet af foråret.

Friluftsbad hyrer ekstra livreddere

Og det er ikke kølig væske, der skal indenbords. Vejret indbyder også til at hoppe over bord og lige ned i friluftsbadet i Hammershøj øst for Viborg.

Læs også Se vejrkortene: Så varmt bliver det under hedebølge

Her han man ganske enkelt været nødt til at hyre flere livreddere ind for at imødekomme de mange badegæster.

- Som det ser ud lige nu, har vi 30-40 procent flere badende gæster end sidste år. Det betyder, at jeg har meget mere travlt, siger Mathias Færch, der arbejder som livredder i friluftsbadet.

- Jeg laver i hvert fald mere, end jeg gjorde sidste år, forklarer han.

Ifølge DMI kan temperaturen i løbet af ugen komme over de 30 grader.