Rekordsæson for minkavlerne

Sæsonen 2012/2013 har været helt forrygende for den danske minkbranche. Den samlede omsætning lander på 13,4 milliarder kroner - mod 10,6 milliarder kroner sidste år

130916Minkpels.jpg

- Det har været den bedste sæson nogensinde for de danske minkavlere. Der foregår et stort arbejde på farmene med at udvikle og forbedre minkproduktionen, og det bliver i disse år belønnet af stor bydelyst i vores auktionssal, siger Tage Pedersen, bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur.

Gennemsnitsprisen for et minkskind har i år været 574 kroner. Sidste år var prisen 476 kroner, hvilket dengang også var ny rekord.

Det er i sær det kinesiske marked, der i de seneste år været inde i en voldsom vækst.

Priser for eksportindsats

Kopenhagen Fur har i år modtaget Kong Frederik IX's hæderspris for eksportindsatsen, og i fredags modtog Kopenhagen Fur prisen som "Årets Vækstvirksomhed 2013" af Landbrug & Fødevarer.

- Der ligger en stor anerkendelse i priserne, og det er vi naturligvis stolte over. Det bliver værdsat, at danske minkavlere bidrager særdeles positivt til samfundet, siger Tage Pedersen.