Rekordoverskud i Vestjyllands Andel

Grovvarekoncernen sender nu 41 millioner kroner tilbage til sine medlemmer.

Foto: Vestjyllands Andel

Vestjyllands Andel, der har hovedsæde i Ringkøbing, har endnu engang præsenteret et stort overskud.

Grovvarekoncernen har netop offentliggjort et årsregnskab, der viser et overskud på 132,6 millioner kroner efter skat. Det er 20 millioner kroner mere end sidste år og ny rekord.

- Det er et særdeles tilfredsstillende resultat. Atter får vi rekord i både omsætning og resultat efter en stor indsats fra alle medarbejdere. Samtidig har vi en medlemsskare, som hele tiden vokser, og som loyalt lægger deres handel hos os, siger Vestjyllands Andels formand, Leif Haubjerg, i en pressemeddelelse.

Resultatet betyder, at koncernen sender 41,5 millioner kroner tilbage til sine medlemmer i overskudsdeling. Dermed har Vestjyllands Andel sendt 352 millioner tilbage over de seneste 15 år.

Vestjyllands Andel har knap 4000 medlemmer. Koncernen omsætter for to milliarder kroner.