Rekordordre til KASTRUP A/S

KASTRUP A/S skal med den største ordre til dato på ca. 30 millioner kroner levere facadepartier til lejlighedskomplekset Havneholmen på Aarhus Havn.

KastrupAS1.jpg

De midt- og vestjyske vinduesfabrikker under navnet Kastrup A/S kan godt glæde sig til en solid start på sommeren. Virksomheden skal nemlig sende omkring 2.200 vinduer fra fabrikken i Skive til byggepladsen på Aarhus Havn. Det oplever KASTRUP A/S i en pressemeddelelse.

Ordren er et vigtigt led i virksomhedens fortsatte og fremtidige muligheder på projektmarkedet for vinduer og døre. Det vurderer Lasse Kastrup, direktør hos KASTRUP A/S.

Boligkomplekset Havneholmen skal opføres på et af Aarhus' mest attraktive byggefelter på havnen ved siden af Isbjerget. Projektet består af ca. 400 lejeboliger.

Fokus på bæredygtighed

I store dele af projektet er bæredygtighed en vigtig faktor, og bæredygtige løsninger er indarbejdet i mange dele af lejlighedsprojektet. KASTRUP A/S skal levere særligt store vinduespartier på op til 4,5 meter x 3,1 meter for at imødekomme kravene til lys og indeklima.

- Alle vore vinduer har generelt en meget lav u-værdi, og det har selvfølgelig også været en vigtig faktor for, at NCC valgte netop vores vinduer. Ikke mindst for at imødekomme projektets skarpe krav til både bæredygtighed og indeklima, siger projektchef Carsten Brunsgaard i pressemeddelelsen.

Godt samarbejde

Entreprenørfirmaet NCC skal opføre det store lejlighedskompleks. Bygherrer er Top Danmark og Pensam.

- Jeg føler, vi har haft et godt samarbejde med NCC gennem hele forløbet. Der har været utrolig god dialog trods den hårde konkurrence. Og så er det jo altid en fornøjelse, når ens samarbejdspartnere ikke kun har fokus på pris, men også de bedste løsninger, siger Lasse Kastrup.

Projektet er påbegyndt, og fra november 2014 og ca. 2 år frem skal KASTRUP A/S levere vinduespartier.