Rekordmange sydeuropæere tager til Danmark for at arbejde

Siden 2013 er antallet af portugisere, italienere og grækere i arbejde i Danmark næsten fordoblet.

Flere sydeuropæere vælger Danmark til.
Flere sydeuropæere vælger Danmark til.
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Danmark er i stigende grad et populært land for sydeuropæere på jagt efter arbejde.

I løbet af de sidste fem år er antallet af arbejdstagere fra Italien, Spanien, Grækenland, Portugal og Frankrig i Danmark steget fra 12.854 til 24.784 personer.

Det viser tal fra Styrelsen For Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), skriver Ugebrevet A4.

Ifølge Jonas Feldbo-Kolding, arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet, er det stigende antal sydeuropæere i Danmark en nyudvikling i forhold til tidligere.

- Historisk har det været sådan, at rigtig mange sydeuropæere slog sig ned i lande som Tyskland og England. Nu ser vi en udvikling, hvor flere søger mod Danmark, siger Jonas Feldbo-Kolding til Ugebrevet A4.

Særligt gruppen af portugisiske, italienske og spanske arbejdstagere er steget markant, og i 2018 var der dobbelt så mange arbejdstagere fra de tre lande sammenlignet med 2013.

En ny afhandling skrevet af Jonas Feldbo-Kolding viser, at sydeuropæiske arbejdstagere har en højere arbejdsløshed end både deres østeuropæiske og danske kolleger.

Ifølge Jonas Feldbo-Kolding kan det skyldes, at sydeuropæerne er lidt mere kræsne i deres jobjagt end østeuropæerne.

De nye tal også, at et flertal af sydeuropæerne i Danmark finder job i ufaglærte og fysisk hårde brancher.

I alt var 14.500 ud af i alt 24.500 sydeuropæere ansat inden for fag som byggeri, industri, rengøring og landbrug i perioden mellem fra april 2017 til marts 2018.

Fagforeningen 3F peger på, at det ofte er arbejdspladser med mange udenlandske ansatte, der har problemer med social dumping.

- Derfor er det også helt hen i vejret, at den borgerlige regering igen og igen vælger at skære på Arbejdstilsynet og politiets evne til at bekæmpe skattesnyd og dårlige arbejdsvilkår, siger Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F.

2:32
Indslag fra den 27. marts 2018: Søren Pape Poulsen vi hjælpe virksomheder ved at gøre det lettere for østeuropæere at få midlertidige ansættelser i Danmark.